En solskins historie

Jeg arbejdede meget i WWTC´s børnehaver under mit 4 måneders ophold der. Det var meget oplevelsesrigt, men specielt et barn husker jeg meget tydeligt. Hun hed Sarajisweri og var en lille pige på ca. 2 år. Hun kunne sidde hele dagen og gemme sig i et hjørne af børnehaven. De andre børn legede ” tag fat”, men hun sad bare og kikkede på dem. Hun deltog ikke selv, dertil var hun alt for sky og angst overfor de andre børn. De andre børn gad dog heller ikke lege med hende, for hun tissede altid i bukserne, hvilket i 30 C. varme er en ildelugtende katastrofe for et barn.
Pædagogen i børnehaven og jeg havde et problem. Hvordan skulle vi hjælpe den lille pige med hendes sociale problemer.

Vi startede med små skridt. Fik hende med i de fælles sang og boldlege, vi gav hende opmærksomhed og kærlighed. Hendes udvikling over de næste par uger er enorm. Sarajisweri blev gladere og begyndte at vise vilje over for de andre børn. ” Her kommer jeg” siger hendes kropssprog, da pædagogen løb fra den ene ende af rummet til den anden i en vild omgang ” tag fat”. Den lille pige blomstrede dag for dag og dette kun fordi hun blev vist lidt opmærksomhed og kærlighed.
Havde WWTC ikke haft en børnehave i denne landsby, ved jeg ikke hvordan det var gået med sarajisweri, det kan jeg kun gisne om. En ting er dog sikkert og det er, at alle de børn der i dag kommer i WWTC´s børnehaver, ville have været tvunget til at gå alene rundt derhjemme.

Skriv kommentar

© 2017 Indiensgruppen

Admin: Log ind