Portrætserie: Sr. Chellakani

Som ny volontør på WWTC, er det centerets altmuligkvinde, Chellakani, man først får kontakt med. Kasthuri, viser én til rette, men som leder af centerets mange projekter, har hun nok andet at se til. Derfor er det Chellakani, der må tage sig tid til at pusle om og snakke med en nyankommen gæst – og det er hun god til.

Ganske vist taler Chellakani ikke meget engelsk – hun har aldrig rigtigt lært det i skolen, så det hun kan er mest noget hun har samlet op fra forskellige udenlandske gæster og volontører – men hun har et smil og en latter, der kan overvinde selv de største sprogbarrierer, og så er hun aldrig bange for at prøve sig frem.

Hvad Chellakanis arbejdsopgaver på WWTC egentlig er, kan være svært at få hold på. Hun er den ældste på stedet og har arbejdet sammen med, den gamle leder, Søster Gladys, i mange år. Derfor er det også naturligt, at hun fungerer som næstkommanderende, hvis Kasthuri skal rejse eller være væk. Af og til rejser Chellakani også selv for at fortælle om WWTC rundt på stiftets forskellige skoler og institutioner. Herved skaffes beskedne donationer til WWTCs arbejde fra andre skolers ansatte.

I det daglige oplevede jeg hende dog mest som hyggetante. Chellakani elsker at lave mad. Derfor er det hende, der står for at lave særlig mad til volontører og andre udenlandske gæster. Faktisk er det sådan, at hvis der kommer udenlandske gæster til stiftet, sender biskoppen dem ofte til Nagalapuram, for her ved han, at de kan få ordentlig mad, som deres maver kan tåle. Chellakani vil også meget gerne lærer sin madlavning fra sig, så vi har haft mange hyggelige stunder i køkkenet. Selvom maden til trainee’erne stadig bliver tilberedt over åben ild, har Chellakani i hendes lille sidekøkken to gasblus. Disse er hun meget stolt af, fordi de betyder, at hun kan koge vandet til volontørerne, uden at der kommer aske i.

Churh of South India’s søsterorden sender hvert år to søstre til et stort internationalt kirkemøde i Australien. Til sommer skal Chellakani afsted sammen med en anden søster fra Bangalore. I den anledning ville hun gerne gøre en ekstra indsats for at få lært mere engelsk, og vi havde derfor nogle aftner, hvor jeg forsøgte at undervise hende. På centeret oplevede jeg Chellakani, som en handlekraftig kvinde, der kunne overskue mange af WWTCs aktiviteter. Desuden havde hun en evig lyst til at lære nye ting samt den indre ro og styrke, som ofte kommer med de grå hår. Derfor kunne det af og til forbavse mig, at hun samtidig er så barnligt nysgerrig og uvidende. Således kunne hun ikke forstå, hvor Indien hørte til i de regioner, der skulle repræsenteres i Australien. Ordet “Asien” havde hun ganske simpelt aldrig hørt før. Hun havde også lange overvejelser over, hvordan hun skulle kunne begå sig mellem fine folk fra hele verden. Hvad ville de ikke tænke, når de opdagede, at hun ikke engang kan spise med kniv og gaffel. I Indien spiser selv højtuddannede og velstående folk med fingrene. Denne barnlige undren var også med til at sætte min egen rejse i perspektiv. En dag spurgte Chellakani mig, hvad man gør i Danmark, når vandet fryser til is om vinteren. Så kan man jo ikke få det ud af vandhanen?

Min egen undren var lige så oprigtig, da jeg hørte om Chellakanis opvækst. Da hun var barn forlod hendes far moderen med tre døtre og en søn. Det er svært for kvinder at tjene penge, så herefter levede de af penge fra moderens far og bror. For at tjene nok måtte børnene dog hjælpe til. Chellakani har ikke gået meget i skole, for hun måtte arbejde for føden. På sin første dag som børnearbejder tjente hun 12 paisa (60 øre) ved at plante ris en hel dag.

Skønt de selv manglede meget, lærte deres mor dem altid, at de skulle dele med andre af det, de havde, for Herren skal nok give os det, vi har brug for. En dag kom en slægtning og bad om et kilo ris. Chellakani var modvillig til at give familiens sidste ris væk, men moderen holdt på, at man skal dele af det man har. Næste dag kom en mand og delte tapioka (rodfrugt, der spises kogt) ud i hele landsbyen.

I 1966 blev hun optaget som trainee på WWTC og året efter blev hun ansat som børnehaveleder. I starten fik hun 30 rupees (150 kr) om måneden, men dette dækkede knap nok hendes egne udgifter til tøj og mad, så af og til måtte hendes mor spæde til.

Bortset fra en fireårig periode, hvor hun arbejde som piccoline på søsterordnens hovedhus og konferencecenter i Bangalore, har Chellakani været ansat på WWTC lige siden. I de perioder, hvor centeret mangler penge, kan det ske, hun ikke får løn i flere måneder, men hun er i den grad engageret i arbejdet og i den kristne forkyndelse på stedet, at hun tager det med som en del af vilkårene.

Af Ane Skov Birk, volontør på WWTC i 2000.

Skriv kommentar

© 2017 Indiensgruppen

Admin: Log ind