Ditte og Marianne i Indien 2005

Vi ankom til Bombay d. 2. september i en 32c varm nat, i chok tilstand. “Er det godt nok her vi skal opholde os de næste tre måneder”. Bombays gader var, trods det sene tidspunkt, fyldt med dyttende biler, støv, larm, lys og masser af mennesker. Vi bleb hentet i Lufthavnen af Kasthuris bror, som havde medbragt en nogenlunde engelsktalende svoger. På vej til broderens hjem gjorde vi for første gang bekendtskab med det indiske politi. Vi blev stoppet af 5-6 uniformklædte betjente, som gjorde et stort nummer ud af, at finde ud af hvorfor vi var der. Kasthuris bror prøvede at forklare at alt var i den skønneste orden. Men betjentende forstod det først da vi viste dem det hjemmelavede velkomstskilt fra lufthavnen med navnene “ms. Titti & Mayana”. De nikkede forstående og trak sig undskyldende tilbage til deres afslappede gruppesnak på hjørnet, på udkik efter noget andet at blande sig i.
Selvom Kasthuris bror og hans familie var yderst gæstfrie og behandlede os godt, havde vi alligevel en lidt hård nat på stengulvet i den meget trange lejlighed på 8. etage. Dagen efter tog vi den 36 timer lange togtur til Madurai. Her blev vi mødt af den smilende Kasthuri samt Mr. Anthony og chaufføren John, som kørte os til nagalapuram.

Trods vores turbulente start i Indien følte vi os ret hurtigt godt tilpas her på centret – vores indiske hjem! Alle er så søde og gode til, at få os til at føle os hjemme. Vi hygger ofte med både lærerne og Trainees (kostskolepigerne, red) – Udveksler kulturforskelle, snakker gebrokkent enkelsk og laver tegnsprog så godt som vi nu kan. Vores danske sange er blevet ret populære hernede. Lige meget hvor vi kommer hen, plager børn såvel som “voksne” om at høre de samme sange igen og igen. Efterhånden har de også lært at synge med, og sammen synger vi dem for 117. gang. Det er utroligt hvor meget glæde en dansk sang kan bringe.
Som tiden går føler vi os mere og mere indiske. Vi har for længst vænnet os til at spise stærk mad med fingrene, gå i bare tæer og bruge tyve minutter hver morgen på at tage saree på. Faktisk føler vi os ret godt tilpas i den, og desuden synes alle indere at det er “very nice” og “super”, når de ser os i saree. Det er ret fantastisk at få lov til at være en del af hverdagen i en så anderledes kultur og opleve hvordan det er at være inder på nært hold.

Vi er nu halvvejs i vores ophold, som er 3 mdr. i alt. Allerede i slutningen af september var der ferie her på centret, så det var oplagt for os at tage vores ferie samtidig. Det blev til ti gode dage rundt i Kerala, hvor vi vandrede i bjerge, lå på stranden, shoppede og tog på trkkingtur for at se elefanter! Kerala er meget besøgt af turister, så vi benyttede muligheden for at forsvinde i mængden og undgå al for megen opmærksomhed. Vi var tilbage med ny energi, og kom hurtigt ind i en god rutine med vores arbejde her. Der er kommet en tysk volontør og i samarbejde med hende besøger vi børnehaven i Kumarapuram, lektiehjælpssteder, de ældre som holder til på farmen og skolen i Vedapatti. Her ud over har vi 5 timers engelskundervisning om ugen. Vi underviser både kostskolepigerne og søstrene Chellakani og Suthanthirakakni. De vil alle gerne udnytte vores tilstedeværelse og lære lidt engelsk, hvilket jo er forståeligt nok. Kasthuri har brug for et engelsktalende personale, da der er mange brevudvekslinger mellem børn fra projektbyerne og deres udenlandske sponsorer.
I en bygning der har stået tom nogle år, har søstrene nettop opstartet et børnehjem. Det ligger ved siden af centret og vi har fulgt opstartsfasen på nært hold. Den 5. Oktober var der ankomst- og indvielses ceremoni ved den nye præst. Vi var rundt i alle rummene for at velsigne og vi malede korsets tegn med en gul masse af sandel træ. Det var en god dag. Siden da har vi haft en del legetimer sammen med børnene, hvor vi har lært dem danske såvel som engelske sanglege. Det har været lidt hårdt for de 5-12 årige børn, at skulle vænne sig til et hjem uden familie. Men nu efter to uger ser det ud til at blive en succes. Både Chellakani og Mr. Anthony har været meget involveret i børnehjemmet indtil videre, da hele personalet endnu ikke er blevet fundet. De er begge rigtigt gode til at omgås børnene, og det virker også som om at de nyder arbejdet.
Kasthuri er, som altid, hårdt arbejdende, men har alligevel altid tid til en hyggelig snak eller en hverdagsanekdote. Hun bruger lige nu meget af sin kostbare tid på at besøge de omkringliggende landsbyer for at finde børn til børnehjemmet, der endnu ikke er fyldt. Der er travlt på centret, men når man hjælpes ad med de daglige gøremål, trives alle i bedste velgående.
Da vi ankom var her så varmt, at det næsten ikke var til at holde ud. Men nu er regntiden så småt begyndt, luften er blevet lidt køligere, og vi sover faktisk med tæppe om natten nu. Forandringen ses tydeligt i naturen, træerne har fået lysegrønne blade og græsset gror. På marken spirer frøene, som for nyligt er blevet sået, og blomsterne springer ud i køkkenhaven.

En hilsen til alle derhjemme fra alle på WWTC.
Ditte og Marianne.

Skriv kommentar

© 2017 Indiensgruppen

Admin: Log ind