7 måneder senere

Her sidder jeg så i den danske vinter-kulde, 7 måneder efter at jeg forlod Tamil Nadu´s stegende hede, og tænker tilbage på mine 3 måneder i Indien. Sidst jeg skrev til nyhedsbrevet havde jeg været på WWTC i 3 uger; indtrykkene bølgede henover mig, og jeg blev konstant konfronteret med alt det nye i en kultur, der er så markant anderledes end den danske. Jeg tror at jeg rimelig nemt kan sige, at jeg aldrig før, på andre rejser, i andre lande, har oplevet en så kompromisløs kompleksitet som Indien tilbyder én. Som en standhaftig mur af indtryk står man konstant overfor det anderledes, og jeg oplevede at jo mere jeg nærmest prøvede at forstå og få overblik, jo mere forvirret blev jeg, men når jeg lukkede øjnene, lod mig falde tilbage og overgav mig til det, så blev det en rejse gennem oceaner af vanvittige, sjove, hjerteskærende og lærerige oplevelser.

Jeg fortsatte på centret med at undervise i engelsk, dels pigerne (Trainees), dels personalet. Suthanthirakani (en af søstrene) og jeg havde specielt nogle mindeværdige timer, hvor vi terpede engelsk grammatik og hun sagde “yes, yes” når jeg spurgte om hun forstod. Når timerne sluttede fortsatte vi med at snakke “Tamilsk-engelsk” med flittig brug af arme og ben for forståelsens skyld. Jeg vil sige, at det bare er umådelig svært at undervise i engelsk når man dels ikke kan nok tamilsk til at kunne læne sig op af det, og dels underviser folk, der som Suthanthirakani er så høflige og rare at de ikke vil skuffe og sige at de måske ikke forstår en bønne af hvad man snakker om. Hele den situation er faktisk meget betegnende for opholdet på WWTC; de modtager én med åbne arme, og gør alt for at passe på én og sørge for at man har det godt. De er så hensynsfulde i forsøget på at få én til at falde til, at man som dansker kan blive helt forvirret over at intet nogensinde bliver sagt direkte til én. Man skal arbejde en lille smule med at få lov til at være der “på lige fod” med alle andre, og uanset om man selv synes det lykkes, så vil man alligevel altid være “vesterlændingen”, som alle lige har et øje på, med tanke på om man nu har det godt. Det ligger så meget i den Indiske kultur at alle har forskellig status, afhængig af baggrund, hudfarve, køn, etc. Som vesterlænding bliver man betragtet lidt som noget særligt, og min fornemmelse er, at det føles meget underligt for dem når man forsøger at bryde lidt ud af de rammer de har fastlagt for én afhængig af den status man har. For eksempel, når man som gæst og vesterlænding altid er den der bliver serveret for først, eller at man er den der altid får en stol at sidde på, selvom der måske i virkeligheden er en Inder, der har mere brug for den end én selv. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hvornår jeg forsøgte at bryde med de ting (selvfølgelig på en respektfuld måde) og hvornår det var på sin plads at følge deres normer. Et eller andet sted, handler kultur-møder jo også netop om at mødes dér, hvor begge parter prøver at stille spørgsmålstegn ved det “man plejer”; måske får øjnene op for en anden måde at handle og tænke på, eller måske bare blive bekræftet i, at det er rigtigt nok det man “plejer” at gøre. Men tilbage til engelsk-undervisningen, så vælger jeg dog alligevel og tro at alle fik lidt ud af det. Hvis ikke andet, så er der nu cirka 30 piger i Tamil Nadu, der ved en hel masse om forskellene på Danmark og Indien og som kan lege “Lykkehjulet” med engelske ord.

Derudover, brugte jeg meget tid på at læse, korrigere og indskrive sponsor-breve fra børnene i Vedapatti-lektiehjælpsstedet til deres sponsorer i USA og Australien. Nætter hvor jeg sad og hamrede løs på en gammel skrive-maskine, med rotterne legende i et hjørne, myggene der kredsede blod-tørstigt omkring, og mens pigerne uforstyrret lå og sov et par meter derfra (Inderne generelt er altså udstyret med et bemærkelses-værdigt sovehjerte, der gør at de kan sove når som helst og hvor som helst).

Jeg fortsatte også med mine besøg i ældre-gruppen et par gange om ugen, og det var altid en fantastisk oplevelse. Som jeg vist skrev i sidste nyhedsbrev, så tror jeg egentlig aldrig at det helt gik op for dem at jeg ikke forstod Tamilsk, og hvis det gjorde, så var de i hvert fald af den opfattelse at det bare var et spørgsmål om at tale højt nok, så måtte jeg da forstå!!! Til sidst tror jeg nok vi udviklede en fælles kommunikations-måde, der bestod af at de talte (meget højt) og jeg nikkede smilende og sagde “yes” på det, der virkede som de rigtige tidspunkter. Og alle var vist egentlig meget godt tilfredse på den måde. I øvrigt har jeg aldrig spillet så meget Memory, som jeg gjorde med dem, og de morede sig kosteligt over mine udbrud og irritation over at jeg aldrig kunne huske hvilke køer der lå hvor, i et spil Memory, der bestod af 20 køer afbildet fra 10 forskellige vinkler. Det må være min manglende opvækst i landlige omgivelser der gjorde sig gældende der.

Endvidere blev det også til nogle besøg hos børnehaver og lektiehjælpsteder rundt omkring i landsbyerne, en del forældre-møder rundt omkring, nogle mini-foredrag for lærere og landmænd, og en “udviklings-dag” for pigerne (Trainees). Ja, og mange, mange andre ting, som jeg hvis jeg havde en hel bog og fylde nemt kunne fortælle vidt og bredt om. Pointen er i hvert fald at jeg havde 3 måneder med så mange oplevelser, der satte spor i mig på mange forskellige måder. Jeg havde det godt på centret; oplevede den Indiske kultur på godt og ondt, blev til tider både rørt og rystet. Prøvede på egen krop hvordan det er at leve så nær fattigdom og i et samfund skærmet for ret megen udefrakommende indflydelse – og det også på godt og ondt. Jeg oplevede både glæden ved at møde så afsindigt mange fantastiske mennesker og også frustrationen over altid at være den der blev kigget på eller talt om. Generelt vil jeg sige at en dagbog over mine 3 måneder i Indien overvejende vil bestå af sætninger der indeholder både og. Det er så svært at beskrive præcise indtryk derfra, fordi alt er så komplekst og evigt skiftende. Jeg havde dage hvor jeg nåede gennem hele mit følelses-register flere gange, og ikke fordi jeg opfatter mig selv som værende specielt følelses-rodet, men fordi jeg konstant blev udsat for nye situationer der rørte ved mig med så korte intervaller.

Jeg er i hvert fald taknemmelig for min tur derned, for de oplevelser jeg fik og de mennesker jeg mødte, og når jeg nu sidder her i vinterkolde Danmark, så varmer det stadig at drømme mig tilbage til mine stjerne-stunder i Syd-Indien.

Med ønsket om en rigtig god jul til jer alle, og håbet om at vi igen i 2006 sammen kan støtte WWTC,

Tina Cecilie Petersen.

Skriv kommentar

© 2017 Indiensgruppen

Admin: Log ind