Statusrapport 2006

Af Maibritt Sunesen og Louise Gellert, volontører 2006

WWTC’s projekter i Nagalapuram

Centeret

WWTCs målsætning:
Opfordre og hjælpe unge piger til at påtage sig lederskab, deltage i kirke og samfund, og til at opbygge gode kristne hjem.
Opfordrer og hjælpe områdets kvinder, mænd og børn, uafhængig af deres kaste og religion, til en holdbar økonomisk, social og spirituel uddannelses- og helbredsmæssig udvikling.
WWTCs hjælp bygger på de kristne værdier, men udelukker ikke nogen af den grund.

I 1996 blev en ny fløj bygget til Centeret, m. Køkken, Prayer Room og to rum hvor trainees og staff har tøj og andre private egendele.
I 2004 blev der lavet en decideret Dining Hall, hvor staff spiser.
Inden for de sidste år er der lavet en del reperationer på de forskellige bygninger. I marts 2006 blev der lagt klinker på taget over gæsterummene, så regnvandet bliver udnyttet bedre. Senere 2006 blev rørene, der leder regnvandet til vandtanken, skiftet og lagt ned i jorden, samt vandtanken renset. Fra Oktober til november 2006 er et omfattende arbejde på en ny mur omkring centeret blevet gennemført. Flere renoveringsprojekter vil følge i fremtiden på centeret, farmen og trekkeren. WWTC håber at kunne bygge et klasseværelse ovenpå hovedbygningen inden jubilæet i maj 2010.

Hvert år er der x-antal trainees, primært fra hindufamilier, som deltager i bibelundervisning, indskrivning på skrivemaskine, syundervisning, lederskabstræning, computeruddannelse og hjemmekundskab.
Alle piger får en træning, hvor de hver især har et ansvarsområde. Nogle har ansvar for alle pigerne, nogle har ansvar for køkkenhaven, osv.
Alle lærer de at føre regnskab, hvilket kan gøre dem til lederen af daycare center.
Lederskabstræningen går blandt andet ud på, at de har et kulturelt program, hvor de laver teater, synger og laver konkurencer. Dette er med til at formindske deres sceneskræk, så de kan stå foran andre.
Pigerne får nemmere ved at tilpasse sig andre steder, da de er vant til, at der er forskellige meninger og holdninger.
Staff går meget op i, at atmosfæren skal være fri og hjemlig, så pigerne kan slappe af og lære mere.
Nogle gamle trainees har blandt andet opnået at blive missionærer i Nordindien, fuldtidsevangalister, biskop- og præstekoner, CSI (Church of South India), præster, selvstændige og lærere, samt pædagoger i den offentlige sektor.

Når det angår staff får alle ansatte tre dages oplæring i Self-helps group træning + tre dages træning i PRA (Participatory Rual Appraisal), og 2 dage Balar panchayat træning – hvor de lærer om det politiske system i Indien. Dette bliver så taget med ud i landsbyerne, hvor det praktiseres i miniformater, for at oplyse befolkningen om politik.

WWTC modtager hvert år penge fra Kasthuris bror, USPD i England, EMS i Tyskland og Indiensgruppen i Danmark.
Kasthuris løn betales af Tuticorin – Nazareth Diocese.

Farmen:
Farmen er WWTCs sølvjubilæumsprojekt, og konceptet blev dannet i 1975, men blev først åbnet i juli 1978.
I 2006 er der blevet sat et hegn op omkring farmen, og de har planer om at renovere den hytte, hvor de holder møder.
Hver dag er der “sytime” for byens kvinder. Fra november til januar er der 10 piger/kvinder, der deltager, andre udebliver pga. høst. Fra april til maj øges til ca.30 piger/kvinder. Undervisningen varetages af Alex, lokal skrædder og Santhi, der er staff på WWTC.
Samathana (fred) Illiam er navnet på den gruppe af ældre, der hver dag mødes på farmen. Fra 09.30-14.00 mødes de til kiks og te, salmesange, bønner og bibelundervisning. De spiller også vendespil og andre spil til fysisk, psysisk og social udvikling og fastholdelse af hukommelsen. Hvert år ved WWTCs juleunderholdning deltager de ældre med sang og skuespil.
Der bliver holdt månedlige staff-møder på farmen, samt andre informationsmøder.
Farmen står for økologisk landbrugstræning, som er et af de nyere projekter på centeret. Det er et langvarigt projekt, og der er mange forskellige metoder. Denne træning er lavet i samarbejde med regeringens landbrugsafdeling. I den anledning blev et møde holdt i Sathyamangalam, hvor 54 landmænd fra Nagalapuram-området deltog.
I 2005 var der 964 landmænd i Nagalapuram-området, som gik over til økologisk landbrug.

Magilchi Illam:
Magilchi Illam er et såkaldt “boarding home for children of risk”, og det er et projekt under organisationen Kinder Not Hilfe.

Magilchi Illam–projektet stræber efter at bemyndige børnene, uafhængig af kaste og religion, til en sund udvikling.
Prokejtet sørger for de basale behov, som uddannelse, tøj, sundhedstjek og økonomisk støtte. Projektet indebærer en spirituel forståelse og vejledning af værdierne i den kristne tro.
Gennem et kærligt og omsorgsfuldt miljø bliver pigernes individuelle behov mødt. Projektets mål er at udvikle pigerne til selvstændige og fornuftige individer indenfor den kristne kirke og det lokale samfund.

Hjemmet blev genåbnet i oktober 2005, og idag bor der 50 piger i alderen 7-14 år. Der er 2 forældreløse, 13 moderløse, 17 faderløse, 10 er blevet forladt af deres fædre, 7 er handicappede og en kommer fra en ekstremt fattig familie. Fire af børnene var kristne, da de ankom til hjemmet, resten var fra ikke-kristne familier. Dog kommer alle pigerne hver dag i kirke morgen og aften.
Børnene er inddelt i seks grupper, hver med en leder og forskellige ansvarsområder, et såkaldt “selfgovernment system”, hvor de store hjælper de små.
Hver uge er der et kulturelt program med sang, dans og konkurrencer, som er med til at forbedre pigernes evner og attitude, og give dem selvtillid og mod til at stå foran andre.
Da hjemmet genåbnede i 2005 spiste mange af pigerne, som skulle de aldrig få mad igen. Det har nu stabiliseret sig, og kan ses som et udtryk for at børnene føler sig trykke og hjemme på Magilchi Illam.
På hjemmet er der to lærere, som er hos dem 24 timer i døgnet. De prøver hver dag at snakke med et barn hver, så alle børnene får opmærksomhed, mulighed for at snakke om nogle ting, som ellers ikke ville blive nævnt og ikke føle sig overset.
Familien er velkommen til at besøge pigerne, og kun få får aldrig besøg. Specielt de moderløse bliver meget kede af det, hvis ikke de får besøg, så derfor har hvert barn en søster/trainee, som de er meget glade for og stolte over.
WWTC’s projekter udenfor Nagalapuram

Evangelism Community Development Work:
Evangelisme Community Development Work omfatter 52 landsbyer: 7 daycare centres, 21 tuition centres, 35 women sanghas (selvhjælpsgrupper), 11 mandlige og 11 unge pigers selvhjælpsgrupper.
Evangelisme er centerets udviklingsarbejde. Der gives kristne budskaber i alle grupper gennem sang og bibelfortælling.
Der er fem fuldtidsevangelister, der arbejder i fem forskellige landsbyer. De besøger dagligt forskellige hjem.
I to landsbyer er der prayer-meeting, hvor 109 mennesker deltager (16 mænd og 93 kvinder).
Der er 29 hemmelige kristne, som ikke tør sige, at de er kristne pga. frygt for hvad deres familier vil sige til det.

Daycare centre (børnehave):
I 1978 startede projektet med daycare centres, og der kommer stadig flere.
Der er som sagt Daycare Centre i 7 landsbyer, men fungerer for børn fra 10 landsbyer. Børnene lærer kristne sange og historier, som de fortæller derhjemme.
Hver måned bliver undervisningen planlagt, så undervisningen er i overenstemmelse med WWTCs målsætning.

Tuition centre (SFO):
Konceptet blev dannet i 1978, men det første tuition centre blev åbnet i 1980. Antallet af tuition centres er stigende.
Børnene får hjælp til deres lektier, og de lærer sange om landbrug, helbred, livestock og kristendom.
Børnene bliver opfordret til at spare penge.
Det er svært at få veluddannet staff til Tuition Centres. Det er primært piger med en folkeskoleuddannelse, som er lærere.

Helbredsprogram (alternativ medicinsk lederskabstræning):
Konceptet blev dannet i 1987, og de nuværende personer er fra 1996.
Der bliver hvert år i maj holdt en eye camp på farmen, hvor WWTC betaler en læge til at tjekke grå stær på beboerne i området.
I 2006 deltog 460, hvoraf 241 skulle have en øjenoperation. Det er en såkaldt freelance øjenoperation, som er gratis, og bliver foretaget på et større hospital ca. 100 km væk.
WWTC sørger for mad til de tilstedeværende, samt sender staff og mad med de patienter, som skal have foretaget en operation. Dette får mange af patienterne til at føle sig trygge.

14 landsbyer har en traditional midwife, som har modtaget undervisning, i blandt andet behandling med urter. Dette sparer mange beboere for en tur på hospitalet langt væk.
Disse jordemødre er med før, under og efter fødslen. Hun søger for, at den gravide kommer ind og bliver scannet.
Jordemødrene er oplært i et nyt tuberkuloseprogram, hvor WWTC i år blev registreret som NGO af regeringen. Regeringen har givet midler til at bekæmpe tuberkulose med blandt andet træning og oplæring af staff til field workers. Regeringen betaler derudover behandlingen, som ellers ville have kostet 4500 Rs pr. patient.

Andrew’s Child Development Centre (ACDC):
Projektet blev startet i januar 2000.
ACDC ligger i Vederpatti, nogle kilometer fra centeret og er under sister Sudanthirakanis ledelse.
Det er en skole bestående af to rum, samt køkken og lærerværelse. På skolen møder der dagligt 256 børn op, hvoraf 193 er sponsorerede. Dette giver børnene nogle fordele i form af skoleuniform, bøger, papir og skolefrokost + snack. Trods det at kun 193 er sponsorerede, nyder alle børnene godt af pengene, og de ikke sponsorerde børn har derfor også skoleuniform etc. Disse børn går og venter på en sponsor. Da skolen har flere penge mellem hænderne end de kan bruge (pengene må kun bruges på børnene, ikke bygningerne) modtager hvert barn hvert år en julegave, og flere gange i løbet af året deltager de i forskellige udfluger, kulturelle programmer og konkurrencer. På bibellejre lærer de drama, sang og dans.
En pige er blevet støttet økonomisk til en hjerteoperation.

Livestock Development Programme:
Link Worker Couples blev startet i november 2001, og de kunne påbegynde arbejdet i 2002.
WWTC har udvalgt en række Link Worker Couples (LWC), som er par der har modtaget veterinærtræning. De har dannet LWC-federation. Projektet blev oprindelig dannet af Danida/regeringens hjælp fra Danmark og sluttede for to år siden, men WWTC har fortsat arbejdet. LWC-workers har regeringscertifikat på en uges træning.
Der er par i 18 landsbyer, men de varetager 52 landsbyer.

Women & Men Self-help Groups:
Projektet startede i 1994. I 2001 var der ca. 20 personer i hver gruppe. På nuværende tidspunkt er der mellem 12 og 20.
Der er 35 kvindlige og 11 mandlige selvhjælpsgrupper. De mødes 1-2 gange om måneden.
Begge grupper har deres egen opsparing, hvor de kan låne penge i stedet for hos pantefogeden. Mændene har derudover også en lille serviceudlejning til rådighed, som de lejer ud til festlige lejligheder.
Mændene modtager undervisning i landbrugstræning.
De får træning i at varetage byens interesser
Det er først i 2006 at WWTC er begyndt at give selvhjælpsgrupperne træning i at være selvstændige.
I grupperne taler de om personlige problemer og landsbyens behov.

Water Harvesting Programme:
Konceptet blev dannet i 1996, og kom til farmen i 1996. Regnen gennem de sidste år har været aftagende og dette giver drikkevandsproblemer.
Hver landsby har en vandtank, og i flere byer er der påbegyndt det såkaldte Gabion Basket System, et filtreringssystem, i vandløb og vandtanke. Dette begyndte med hjælp fra den engelske volontør, St. John, og skal forhindre mudder, slam og skidt i at komme i drikkevandet. Et større projekt er også i gang med udbygning af vandtanke, bl.a. i byen Chinnor. Projektet startede da mange af landsbyerne manglede vand fra marts til september og i værste fald nogle fra januar til oktober.
Allerede i 1989 begyndte udbygningen af vandtanke i Vedapatti.

Tsunamiprojekt:
Projektet startede kort efter at tsunamien, i julen 2004, ramte den indiske østkyst. WWTC modtog et brev fra Tuticorin district med spørgsmålet, hvem der havde ansvaret for landsbyerne Keela Vaippar og Chippikulam.
WWTC undersøgte landsbyerne og fandt ud af, at landsbyerne gerne ville have WWTCs hjælp.
Regeringens hjælp omfatter kun de fiskere med registreret båd. For at kunne registrere båden skal den have en vis størrelse, og mange bliver derfor udelukket.

Sister Kasthuri startede derfor WWTCs projekt med hjælp fra Synod, da hovederhvervet i landsbyerne er fiskeri, og hjælpen er derfor primært til fiskerne, fiskesælgere og skolebørn. Der bliver købt fiskenet, skoleuniform og andre egendele, da det kun var det, der blev beskadiget i Keela Vaippar. Værre var det i Chippikulam. Her var flere palmehytter/hjem jævnet med jorden, og befolkningen så sig ikke i stand til at gøre noget.

Skriv kommentar

© 2017 Indiensgruppen

Admin: Log ind