Nagalapuram er en større landsby, i et område med mange mindre landsbyer omkring sig, men i danske øjne er Nagalapuram stadig en lille by, på trods af et indbyggertal på omkring 10.000.

Hovedgaden svinger sig gennem byen, og butikkerne ligger spredt til begge sider, hver med sit speciale. En med grøntsager, en frugt, en med kiks og slik, og “American Shop” med både papir, kæder, hængelåse og lidt af hvert. Desuden er der flere gule skilte langs gaden, som indikerer at her er telefonbokse, nogle så smalle, at de synes umulige at komme ind i, mens en anden, som bestyres af et sødt ægtepar, hvor manden har lammelser i benene, har bedre forhold.
Langs gaden er et mylder af høns, grise, køer, mennesker, og skrald, og med jævne mellemrum suser en bus dytten forbi og øger mylderet for en stund. Der er gode busforbindelser fra Nagalapuram, og det kan være nødvendigt for danskere at lære ruterne til de nærmeste storbyer, ca.1½ til 2 timer væk, da de er nærmeste mulighed for toiletpapirs indkøb, og mulighed for internet. Om aftenen kommer mændene fra de omkringliggende landsbyer ind til Nagalapuram, hvor de mødes til Chai, og ifølge nonnerne på centeret, også lidt stærkere drikke som brændevin. Mens mændene holder fyreaften på gaden, er kvinden i hjemmet, efter en dag i marken, for at lave mad, passer børn, osv.

Lidt udenfor Nagalapuram ligger en tændstikfabrik. Her arbejder 10-15 kvinder ca. 10 timer dagligt, til en løn af 25 rupees, det vil sige ca. tre kroner. De har hver deres arbejdsområde, nogle stabler stikker i holdere, en mand dypper dem i svovl, andre kvinder folder og limer æsker, mens andre igen pakker. Arbejdet udføres siddende på et koldt og hårdt betongulv.

Fattigdom er et stort problem i Indien, og i en rapport fra 2007 anslås det, at 77% lever for under 20rs om dagen, og de fleste arbejder uden fastansættelse. Området i og omkring Nagalapuram er ingen undtagelse. Det ses, men ikke i samme grad som fattigdommen ses i storbyer. Fattigdommen i storbyerne består af store slumområder, og står i skærende kontrast til de vestligprægede bygninger, men i Nagalapuram står fattigdommen ikke på samme måde i kontrast til noget. Befolkningen i området ernærer sig primært ved landbrugsdrift, men jorden er tør og ufrugtbart. Ca. 89% af befolkningen er direkte afhængige af landbruget, men kun omkring 19% af jorden kan dyrkes, og ca. 80% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen uden for dyrkningssæsonen.
Kasthuri fortalte i 2006, at en landmandsfamilie med tre hektar jord lever for ca. 6000rs om året, det er under 1000dkk. Derudover forudsættes det, at han arbejder for en af områdets mere velhavende bønder om dagen. 1000dkk er lang under fattigdomsgrænsen på 1 US$ om dagen pr. person.

Centeret har en afgørende rolle for lokalområdet, idet de holder workshops og seminarer for landmændene i området, så de kan lære nye økologiske gødningsmetoder, og på den måde få mest ud af jorden. Desuden har centeret flere projekter i de omkringliggende landsbyer, bl.a. selvhjælpsgrupper, daycare centres, tution centers mv.